Historie

Af
Tilde Marie Bundgaard
2/21/2025

Forestil dig at vågne op efter en fest – og opdage, at du pludselig er blevet frivillig. For Karla blev det starten på et liv fyldt med fællesskab, festivaler og filmaftener på ungdomshuset Walker i Middelfart.

Denne artikel er en del af artikelserien ‘Ung Kultur i Fokus’ skabt i samarbejde mellem Ung Kult og SEIN. Serien udforsker, hvordan unge kulturaktører i både storbyer og provinsbyer skaber og former lokale fællesskaber gennem kunst, musik og frivillighed. Artiklerne spænder vidt i både form og tone – fra personlige portrætter til dybdegående reportager – og er skabt i et frit samarbejde mellem SEINs producenter og de unge aktører fra Ung Kult. Forvent derfor en levende og varieret serie, der dykker ned i unges kulturprojekter på egne præmisser.

__________________________________________________________________

Jeg er hoppet på toget for at besøge Karla Arvad Meier. Jeg glæder mig til at opleve det særlige ved Middelfarts ungdomshus Walker. For modsat Karla er jeg flyttet fra en lille flække i Nordjylland til en større by, hvor et mangfoldigt kulturliv alligevel virkede mere realiserbart. 

Det er en grå, kold januarlørdag, da jeg ankommer. Hjemme ved Karla erstattes vinterens blues af hjemmebagte croissanter, spejlæg og lange hunde. Huset har fede møbler og to-tonet gulv, og for hvert kompliment siger Karla: “Det har vi selv lavet.” Karla-stil, og hvad jeg senere finder ud af, også er Walker-stil.

Jeg spørger, om jeg må se hendes værelse, inden vi går mod Walker. Den 20-åriges værelse er én stor collage af papirklip, feministiske citater og hjemmelavet kunst fra årenes løb. Her står også et ubrændt kalenderlys, som jeg fniser lidt af. Hun supplerer, at det er flere år gammelt. 

“Jeg er her ikke så meget”, siger hun. 

De seneste år har hun nemlig brugt al sin fritid på frivillighed, især hos Walker.
Vi bevæger os ud, og jeg får en guidet Middelfart-tour. Karla kender sit lokalområde og har også præget det. Ved biblioteket fortæller Karla, at hun kom med inputs til udeområderne, og på rådhuset har hun opsat en Kalaset og PIND-koncert. Turen er ligeledes spækket med lokalhistorie og anbefalinger til, hvor man skal vinterbade, og hvor man absolut ikke skal spise.


Da vi har gået i en halv times tid, orienterer Karla mig om, at “når det bliver rigtig grimt og begynder at stinke af gas, så er vi der næsten”. Og blandt aktive fabrikker ligger Walker såmænd. Bygningerne er bemalet i børnehavestil og danner rammen for min aften, samt fristedet, der fik Karla til at blive i Middelfart.


Hele sit liv har hun flyttet meget rundt, og da Karla begyndte i 1.g, var hun egentlig også færdig med denne provinsby. Hendes far bad hende stoppe sit brok og gøre noget ved det. Derfor søgte hun ind på United World Colleges (UWC), en kulturfokuseret uddannelse med hele verden som destination.

I 2021, inden Karla fik svar fra UWC, blev hun revet med til en koncert, der endte med dans og sang på Walker. Da aftenen lakkede mod enden, dejsede Karla om i husets lysebrune lædersofa. Næste morgen lavede nogle kaffe, mens andre trissede rundt i trusser og t-shirts. Karla indledte en samtale med en af de frivillige:

- ”Er Walker altid åbent for alle?”

- ”Altså frivillige må altid være her, så nu er du frivillig”

- ”Ja, det kan jeg godt se, så må jeg være frivillig nu”

Hun cyklede hjem i morgensolen og med den selvbeskrevne ”filmfølelse”, af at hendes liv havde ændret sig.
Siden er utallige eftermiddage blevet brugt på Walker. Huset agerer legeplads for de unge frivillige: Rammerne samt en klar tillid og tiltro er stillet til rådighed af Middelfart Kommune. Så er det ellers bare op til de unge at skabe deres ungehus.

Trods et begrænset optagelsestal blev Karla tilbudt en plads på UWC og stod med en direkte adgangsbillet til et ungdomsliv på Costa Rica med et rigt fællesskab af ligesindede. Noget føltes imidlertid forkert. Det var forkert at flytte fra de nye relationer og det sammenhold, hun havde fundet på Walker. 

“Jeg føler mig heldig, for at have det, der på fagsprog kaldes et fælles tredje og på mit sprog en fælles kærlighed", fortæller Karla. 

De frivillige har sammen skabt festivaler og filmaftener, sæbekasseræs og sleep overs. Det kunne Karla ikke forlade. Det rigtige var at blive i Middelfart. At blive på Walker.

Det er ikke en hvilken som helst aften, Karla har slæbt mig med til – i aften er der nemlig frivilligfest på Walker. En række fustager nærmer sig udløbsdatoen og skal tømmes. Karla, der også er klimaambassadør på Rock Under Broen og frivillig til Klimafolkemødet, går selvfølgelig ikke ind for spild. Fadølsanlæggene tændes, og langsomt fyldes fællesrummet af Walkers frivillige, som jeg selvfølgelig også får en snak med. Shannon-Liam Pedersen er en af Karlas bedste venner, og i den lysebrune lædersofa falder vi i snak. Shannon begyndte at komme i huset i starten af gymnasietiden, og det var også her, han og Karla mødtes. 


“Walker er for alle os, der ikke rigtig passer ind på gym” siger Shannon. 


Et eksempel på denne kontrast opstilles under rundvisningen af Walker, hvor Karla stolt viser sæbekassebilen, som transporterede hende og Shannon til galla. 


"Normalt ankommer folk i helikoptere, bassiner, hvor de dykker rundt eller andre millionbeløb”, fortæller Karla. 

Vi enes om, at det er fuldkommen vanvittigt at skyde så mange penge af på noget så ligegyldigt. 

“En galla med middelmådigt mousserende vin og plastik serpentiner”, siger Karla.

Her har Ungdomshuset bestået som åndehul: Her bliver ingen undermineret, heller ikke når det handler om økonomisk kapital.
Til de øvrige forklarer jeg formålet med besøget: at skrive et portræt af Karla.
Jeg bliver afbrudt af en frivillig: “Det er da også helt på sin plads”, siger hun, og Karla bliver tomatrød i hovedet. De frivillige kan lide Karla, de kan lide hinanden. Rummet emmer af kærlighed til hinanden og stedet.

Jeg føler mig hurtigt hjemme her. Alt er omfavnende. Både de smånussede rammer og menneskene, der alle hilser på mig med åbne arme. Trygheden afspejler sig både, da halvdelen af gæsterne bryder ud i synkroniseret dans, bare fordi de havde lyst. Og jeg, der ellers troede såkaldte flashmobs kun skete på nettet.

På rundvisningen støder vi også på et par mænd, som har brugt Walker i mange år. De fortæller historier om huset fra da de var yngre. Selvom mændene er ældre end de gængse frivillige, har de et stærkt tilknytningsforhold til Walker. Som Karla siger, “når man bliver frivillig, er man her ligesom for evigt". Og det kan jeg egentlig godt forstå, for med så frie rammer og et sådant væld af gode mennesker, har jeg heller ikke lyst til at forlade Walker. 

Vi har alle brug for nogle at spejle os i, og i små byer er udvalget af forskelligartede mennesker naturligvis mindre. I denne både indirekte og direkte smålighed kan unge, der ikke passer helt ind i kassen nemt føle sig trængt op i en krog. 
Jeg ser derfor en kæmpe værdi for provinsbyerne i ungefristeder ligesom Walker. Både for de unges selvopfattelse, men også for hvem, de udvikler sig til at blive. For Karla fulgte stadig sin fars råd, selvom hun ikke rev teltpløkkerne op, så gjorde hun stadig noget. 

Hun skabte netop det ungdomsliv, hun ønskede sig med de øvrige frivillige i huset. Og jeg forstår godt, hvorfor Karla blev i Middelfart, og jeg er af den klare overbevisning, at hvis flere småbyer prioriterede unge fristeder, så ville unge også blive boende i byerne længere. 

Bliv
Medlem

Ung Kult (Ungdommens Kulturelle Platform) er en forening, med fokus på kulturelt iværksætteri for, med og af unge (primært 15-30 år).